The Address Book….

Art, Books, Reviews

Legendary contemporary art work “The Address Book” by artist Sophie Calle, is now available to all art lovers and readers alike, as it was published October 30, 2012 by Siglio.

Having found a lost address book on the street in Paris, artist Sophie Calle copied the pages before returning it anonymously to its owner. She then began contacting the people listed in it in order to know this stranger—in essence, following him through the map of his family, friends, lovers, and acquaintances. Calle’s written accounts of these encounters—juxtaposed with her photographs—originally appeared as daily serial in the French newspaper Libération over the course of one month in 1983. Now, The Address Book, a key and controversial work in Calle’s oeuvre, is being published for the first time in its entirety in English as a beautiful trade edition artist’s book, designed in collaboration with the artist.

As The Address Book entries accumulate, so do the vivid impressions of its owner, Pierre D., while suggesting ever more complicated stories as information is gifted, parsed, and withheld. A multitude of details—from the seemingly banal to the potentially revelatory—are collaged into a fragile and strangely intimate portrait of Pierre D.; while Calle, over the course of her pursuit, also turns the interrogation on herself, her own fears, assumptions, and obsessions. Part conceptual art, part character study, part confession, part essay, The Address Book is, above all, a prism through which desire and the elusory, persona and identity, the private and the public, knowledge and the unknown are refracted in luminous and provocative ways. Hardback / 104 pages / 26 b/w and 2 color illustrations / publication date: October 30, 2012

Siglio is an independent press in Los Angeles publishing uncommon books that live at the intersection of art and literature.

“Then Again” Review…

Books, Reviews

I’ve just concluded my reading of Diane Keaton’s memoirs “Then Again” published by 4th Fourth Estate, 2011. To be fair I have not read too many memoirs in my lifetime, yet I can state that this, felt like one from the heart, one that resonated on several levels, and one that engaged through a literary form that set it aside from so many other memoirs that justifiably enough seems to be all about “me”. How fitting is it that when Keaton, a movie star who is notorious for being uncomfortable and slightly confused about any of the fandom her persona aspires to in many people including myself, finally decides to write a memoir, it’s a less egocentric one. One that is as much a testament to her own life, as it is to her mother’s – the late Dorothy Keaton Hall. “Then Again” is also very much about the Diane Keaton we’ve come to know through the movies, although mostly the part of her career that happened to collide with her three great loves, Woody, Warren and Al. It’s gratifying to learn that she is in fact not very far from the divine neurotic, apologetic, whimsical and funny creature that inhabit films like “Annie Hall”, “Babyboom” and “Something’s Gotta Give“. One also feels quite lucky to be reading printed private notes from Woody Allen, that is every bit as funny as his screenwriting, I mean who other than Woody greets his love with “Greetings Worm” or simply “Beet Head” you gotta love it.

It is however within the juxtaposition of Dorothy’s excellent writing skills, scribbled down in many handwritten personal notes and letters, saved and printed in this book, that Keaton’s own writing comes to life. It’s through Dorothy’s abilities to reflect and “think” (a keyword that transcends the entire book), about a life, her own seemingly uncomplicated life as an american housewife part of an upper-middle class family, that Keaton builds her narrative and wherefrom her own reflections sprouts  and bounces off on. Reading “Then Again” fells like reading a diary in which Keaton both reflect and directly writes in answer to some of her mothers struggles with  life. The great thing about Keaton’s mother is that she is as relatable a character much like in any novel, and she ignites admiration for asking herself very difficult questions that we all in  some way or another share in life. Like the thought of the possibility of unfulfilled ambitions and dreams and what to do about it. This is also what  gives “Then Again” its uniqueness, it offers the point of view of a very famous person next to a person’s, who is closely related but not famous at all, one that surprisingly turns out to strike a significant core with the reader. Dorothy Keaton Hall had a knack for writing, but she had no audience but her own to write for, Diane Keaton makes up for this by assembling this book, and by then makes it a beautiful tribute to her mother.

Film Noir…

Essays

I anledning af at film som “Killer Joe” (Juli 2012) og “Killing Them Softly” (Sep 2012) snart har premiere, og det faktum at disse ved første glimt ser ud til at følge trop med klassiske krimifilm fra Hollywood, også bedere kendt som film noir, ja så synes jeg det er værd at tage et kig på denne filmgenre. Film Noir er måske en af de genrer, der har været genstand for mest debat i filmhistorien. Derfor er det kun passende at forsøge at undersøge begrebet, og dermed danne et indtryk af noir filmens præmisser. Dette vil jeg gøre ved at belyse film noirs opståen i det klassiske Hollywood, og her beskrivelsen af de narrative og stilistiske træk der i første omgang gjorde film noir så populær. Det er endvidere mit indtryk at film noir for ikke filmkyndige, er et begreb der umiddelbart forholder sig til en svunden tid som 1940’erne og 50’erne. Den tanke vil jeg gerne komme til livs, og jeg vil derfor analysere “Lost Highway” – David Lynchs film fra 1997. I den analyse vil jeg bl.a. diskutere film noirs genopblussen i 1980’erne og 90’erne. Samtidig vil jeg da være i stand til mere konkret, at kunne pege på nogle af de særegne stilitiske film noir træk.

Genreteori og Film Noir

Genre definerer et område, en stil, eller en kunstretning, og i filmteorien er termen flittigt blevet taget i brug. Genrebegrebet bruges nemlig som en primær metode til at kategorisere film. Dvs. at hvis en films narrative elementer har stærke ligheder eller stemmer overens med en anden film, kan disse per definition placeres inden for den samme genrekategori. I semiotisk forstand kan en genre defineres som en kode, der bestemmer hvilke typer af tegn, der kan kombineres inden for et givent område. Dog har det vist sig at være vanskeligt, at opstille klare grænser for hvornår en genre adskiller sig fra en anden, eftersom filmmagre med tiden har videreudviklet, og altså tilført allerede etablerede narrative strukturer yderlige dimensioner. Nyopfundne genrekonventioner har ikke altid lykkedes lige godt, hvilket fortæller noget om hvor central en rolle genrebegrebet  faktisk spiller for en films kommunikation med sit publikum. Det er nemlig kendskabet til genren, der bevirker at publikummet hurtigt er i stand til at opfatte hvad der formidles.

De første store filmgenrer forholdt sig til litteraturens allerede bestemte genrebetegnelser – melodrama og komedie. Med studiesystemets etablering i Hollywood voksede imens antallet af filmiske genrer som f.eks. westerns, musicals og horrorfilm. Disse genrer var egentlig skræddersyet af filmindustrien selv og kan betragtes som historiske genrer. Men sådan forholder det sig ikke med film noir. Betegnelsen var end ikke kendt da genrens første film så dagens lys i starten af 1940’erne. Film noir blev nemlig først en kollektiv betegnelse omkring 1946, da franske filmkritikere mente at se en række afgørende fællestræk i film, Hollywoods PR maskine ellers selv genrekategoriserede som psykologiske thrillers, gangster-, krimi- og detektivfilm. Ligheden mellem disse krigs- og efterkrigstidsfilm skyldtes en slående atmosfære udsprunget af filmenes karakterer, dialog og lyssætning.

WYW Spotlight: Kengo Kuma…

Architecture, Essays, Japan

Her det tredje kapitel i min trilogi om Japanske Arkitekter. Du kan læse tidligere spotlights om SANAA og Shigeru Ban her og her.

Ligesom de to foregående kapitler om SANAA og Shigeru Ban, gør det sig gældende for dette afsnit om Kengo Kuma, at jeg primært vil analysere tre af hans bygningsværker; ’Forest/Floor’, ’Stone Museum’ og ’Hiroshige Ando Museum’.  Min undersøgelse af Kengo Kumas opfattelse af materialer og struktur, vil være baseret på litterære kilder, primært Botond Bognars to bind om Kumas arbejde; ”Kengo Kuma, Selected Works” (2005), og ”Material Immaterial, The new work of Kengo Kuma” (2009). Begge med en introduktion af Kengo Kuma selv. Desuden er Dana BuntrocksMaterials and Meaning in Contemporary Japanese Architecture” (2010), og Luigi AlinisKengo Kuma, works and projects” (2005) også væsentlige kilder. Dertil følger brugen af en række essays, artikler samt projektbeskrivelser hvoraf en del er skrevet af Kengo Kuma.

Siden han tog sin afgang fra University of Tokyo i 1979, har den japanske arkitekt Kengo Kuma (f. 1954), alene i Japan færdiggjort godt 50 arkitektoniske værker. Dertil kommer adskillige igangværende projekter, som han og hans stab af arkitekter varetager over hele verden, og som alt i alt er bevis for, at Kengo Kuma anses for værende en af de mest fremtrædende skikkelser på den internationale arkitekturscene lige nu. I 1990 etablerede Kuma tegnestuen Kengo Kuma & Associates der i dag har over 70 ansatte. Foruden kontoret i Tokyo, bestyrer Kuma en afdeling i Paris, Kengo Kuma & Associates Europe. Kengo Kumas arkitektur er stadig mest synlig i Japan, hvor langt størstedelen af hans bygninger står opført, men indenfor de seneste år har der været stadig større efterspørgsel på Kuma i udlandet. Kengo Kuma har varetaget både større og mindre projekter som enfamilieshuse, men er måske nok mest berygtet for sine museumsstrukturer i stor skala. Generelt om Kengo Kuma fortælles det, at han undersøger stedets atmosfære og søger at relatere denne til sin arkitektoniske løsning. At Kengo Kumas bygninger efter sigende også er inspireret af traditionel japansk arkitektur, samtidig med at de er solidt forankret i det 21. årh. har gjort at jeg ser ham som en relevant case study i forhold til dette speciale.

Forest/Floor, Karuizawa, Japan 2001-2003

’Forest/Floor’ er navnet på en weekendbolig af Kengo Kuma, der stod færdig i 2003. Omringet af skov er huset placeret i den bjergrige Nagano region, et af Japans mest populære ressortområder. Støttet af tynde stolper, er den boksformede bolig hævet 2,30 meter over jorden, således at adgang hertil foregår via en udvendig trappe på husets ene side. Herfra ledes man op på en mindre terrasse platform, der på sin yderste side delvis afskærmes af et glidende panel, skabt af tynde hvidmalede stållameller, faktisk er alle husets elementer stort set hvide, med undtagelse af størstedelen af gulvarealet skabt af naturlige træplanker. Hele den side af husets facade, der vender ud mod skoven er kreeret i glas. Fra terrassen leder en døråbning ind til et midtercentreret stueområde, hvilket inkluderer et åbent køkken. I husets ene ende, bag stuen, ligger et soverum og et badeværelse op ad hinanden. I den modsatte ende af bygningen finder man et helt traditionelt rum dedikeret til indtagelse af teceremonien. Dette meditative rum er modsat den moderne og hvide del af huset, mørkt, med en tekstur af naturlige materialer, såsom tatami måtter på gulvet og bambusflet i loftet. Fra terummet er der udsyn til terrassen og naturens omgivelser, men dernæst er det stort set separeret fra den resterende del af huset. Man skal således fra stuen kravle ind ad en 60 cm lav nijiriguchi dør.[4]

New Books…

Books, Travel & Stuff

Måske er det mig der er sen på den, men jeg har lige opdaget en ny bog serie udgivet af Århus Universitetsforlag. Storbyguiden “Vide Verden“. Guiden findes lige nu i 6 varianter der alle er fra 2012, med beskrivelser af New York, Rom, Paris, Berlin, Barcelona og St. Petersburg. Fordi jeg ikke kan få nok af Paris, har jeg selv anskaffet mig eksemplaret om… ja Paris. Jeg er begejstret, fordi den er skrevet i essayistisk stil, og minder derfor lidt om en anden populær storbyguide – “…Mon Amour” serien. “Vide Verden” rummer dog beretninger om storbyens store seværdigheder fortalt af ikke kun én, men en række forskellige skribenter med en personlig tilknytning til byen, eller det sted der fortælles om. Bogens størrelse er rejsehandig, og dens cool retrolook gør at man ikke ligner en kæmpe turist, når man hiver den frem på gaden i de pågældende storbyer. Dog er den ikke rig på kort, så der vil jeg anbefale at supplere op med f.eks. Politikkens “Kort og godt om”. Nu er det vist bare at tage sted. Bon Voyage.

New Books…

Art, Books

Nyt spændende katalog om kinesisk samtidskunst, kurateret af Serpentines chefkurator Hans Ulrich Obrist, kommer på gaden 16 Maj. Bogen udgives i et samarbejde imellem Pinacoteca Giovanni e Marella Agnelli, Turin og UCCA – Ullens Center for Contemporary Art, Beijing. Læs mere i nedenstående pressemeddelese;

Internationally celebrated curator Hans Ulrich Obrist is often asked about the future of art. His answer is always that we have to listen to artists. Since 2005, Obrist has expanded this narrative to ask not only artists but also writers, architects, mathematicians, scientists, poets, photographers, designers, novelists, professors, lawyers, actors, and philosophers to complete the sentence, “The future will be… ,” resulting in a range of different readings on what lies ahead. The first in a series of publications, the China Edition of The future will be… is a collection of answers to Obrist’s question from protagonists working in China, and encourages readers to delve into the futuristic imaginings of a profoundly complex society. 

Book of the Week…

Art, Books, Reviews

Jeg går aldrig af vejen for en blockbuster udstilling på Tate. Så i anledning af sommerens store retrospektive Damien Hirst udstilling på Tate Modern i London, er denne uges bogvalg Tateudgivelsen “Damien Hirst” 2012. Ann Gallagher har kurateret udstillingen, og tjener som editor på bogen. “Damien Hirst” er essentielt et udstillingskatalog, og som sådan er mere end halvdelen af bogens 229 sider udgjort af billedgengivelser af kunstnerens værker. Men der er også masser af interessant læsestof, nok til at gøre én klogere på, hvorfor Hirst er en af sin og vores generations mest eftertragtede og berygtede kunstnere. Foruden forord af Gallagher   finder du tekster og essays af, Frieze skribenten Brian Dillon – “Ugly Feelings“, konceptkunstneren Michael Craig-Martin “Damien Hirst – the early years“, et interview med Damien Hirst af Sir Nicholas Serota (kunsthistoriker og direktør for Tate), forfatteren Michael Bracewells introduktion til Sotheby’s famøse 2008 Hirst auktionskatalog – “Beautiful inside my head forever“, og endelig kunsthistorikeren Thomas Crows‘ – “In the Glass Menagerie; Damien Hirst with Francis Bacon“. “Damien Hirst” kan opleves på Tate Modern indtil d. 9 september 2012. Nedenfor se Ann Gallagher i samtale med Hirst.

WYW Spotlight: The Architecture of SANAA…

Architecture, Essays, Japan

Arkitektkontoret SANAA ligger i Tokyo, og er et af  tre kontorer. Arkitekterne Kazuyo Sejima (f. 1956) og Ryue Nishizawa (f. 1966-) har således hver deres tegnestue – Kazuyo Sejima & Associates og Office of Ryue Nishizawa. I 1995 indgik de et partnerskab, og dannede  tegnestuen SANAA, hvor de fleste af duoens projekter kan tilskrives. SANAA har i dag ca. 30 ansatte, der sammen med de to chefarkitekter Sejima og Nishizawa, har udarbejdet både større og mindre projekter, varierende i alt fra private villaer til omfattende museer og kontorbyggeri.

Med flere markante bygningsværker på CV’et, har SANAA udviklet sig til at blive en af de mest indflydelsesrige tegnestuer i Japan. I årenes løb har talentet indbragt dem både Pritzker-prisen 2010, og den Gyldne Løve på arkitekturbiennalen i Venedig 2004. Siden 1995 har SANAA skabt interessante bygninger, der synes at være baseret på et formsprog, der genopliver væsentlige dele af den modernistiske tradition, reflekteret og spejlet i en japansk kontekst. Flere temaer gør sig gældende, men det er måske især relationen mellem bygning og dens omgivelser, og mellem mennesker og strukturens rum, der forekommer mest interessant, og som har fyldt en del i SANAAs arkitektoniske praksis. SANAAs former er sammensat af moderne industrielt fremstillede materialer, og gerne af transparent karakter, som f.eks. glas og plast. Materialer der desuden er med til, at forstærke bygningernes særlige minimalistiske fremtoning. Ved første blik er det ikke svært at forbinde SANAA med en fremtidens arkitektur, hvilken SANAA synes at stræbe efter. Alligevel og interessant nok, mener Sejima og Nishizawa selv, at de ligesom så mange andre japanske arkitekter, arbejder med dele af den japanske tradition[1]. I de følgende afsnit analyserer jeg tre arkitektoniske eksempler fra SANAA; ’House in a Plum Grove’, ’21st Century Museum of Contemporary Art’ og ’New Museum’.  Tre bygninger hvormed jeg vil forsøge at redegøre for, hvilket standpunkt SANAA tager i en japansk, såvel som i en bredere arkitektonisk kontekst.

Book of the Week…

Books

En ny uge, endnu en Mandag, og det er blevet tid til at jeg også tager hul på en ny bog. I denne uge læser jeg 4′ udgaven af Lionel Lambournes (1933-2010) “Japonisme – Cultural Crossings between Japan and the West” Phaidon Press Ltd. 2011. De kunstneriske og kulturelle udvekslinger imellem Øst og Vest er evigt fascinerende, og på selve den japanske nationalsørgedag for den kontroversielle Kejser Hirohito (Showa) (1901-1989), den nuværende Kejser Akihitos far, kunne min læsning ikke være mere passende vel?

Paris…

Travel

Donc j’arrivait a Paris. Og her lidt om mine favoritsteder fra byen med de tusinde lys. For et års tid siden besøgte jeg Paris, og boede da for første gang i quatier latin i Saint-Germain Des-Pres distriktet. Hotellet og hele området viste sig at opfylde alle mine forestillinger om hvordan Paris skal være, og således vendte jeg tilbage igen i år. Min bopæl i Paris var begge gange Hotel Millesime, et lille uforfinet og charmerende hotel der ligger tæt klemt inde i Rue Jacob, hvilken længere henne bliver til Rue de L’universite. Rue Jacob som ikke kunne være mere parisisk i sin fremtoning, med sine mange specialforretninger, gallerier og antikvarer, er bl.a. hjemsted for Jane Birkin, hvis amour tout flamme Serge Gainsbourg boede kun et par gader derfra i Rue de Verneuil. Dette vidste jeg ikke på forhånd, men en dag på vej hjem fra en af mine udflugter til den anden side af Seinen, gik jeg forbi en hus facade som meget atypisk var overstrøget med graffiti. Jeg genkendte huset fordi jeg tilfældigvis havde læst en artikel om Gainsbourg kort forinden i Vanity Fair, og der set billeder af hans hjem. Gainsbourg døde af druk tilbage i 1991, men han og Birkins datter Charlotte Gainsbourg ejer stadig huset. Det står præcis som dengang, hvilket både er lidt spooky men også tilfredstillende for fans af Frankrigs ynglings skjalm, der af og til kommer og tilkendegiver deres kærlighed til rockikonet i form af graffitags og skriblinger på murfacaden. Der er tale om at åbne stedet op for offentligheden.

 

Rundt om hjørnet fra Rue Jacob og hotellet finder man endvidere den lille magiske plet, Place de Furstemberg som tager sig så smukt ud om aftenen at den skal opleves. Her havde kunstneren Eugene Delacroix sit hjem, som nu er et lille museum under ledelse af Musée du Louvre. Hvis man har set Scorseses “Uskyldens År” så er det her at filmens sidste scene foregår, der hvor Daniel Day-Lewis’ Newland Archer med længsel ser op imod sin ulykkelige kærlighed Ellen Olenskas (Michelle Pfeiffer) vinduer. Quatier latin er et heaven for indretningsnørder med hang til franske møbler og tekstiller. Disse designforretninger ligger spredt udover det meste af Saint-Germain, men netop på Place du Furstemberg, finder du det bedste indenfor tekstiler f.eks. Pierre Frey, men også boligbutikken Flament er et besøg værd.

 

Qui, Saint-Germain er et shopping mecca. Man finder både de helt dyre modehuse som Dior og Louis Vuitton, men det er også her hvor du finder de mere high street orienterede og prisvenlige butikker. Hvis du leder efter sko, så glem Gallerie Lafayette og tag til Saint-Germain i stedet. Endvidere anbefales gaden Rue du Bac som krydser Bd. Saint Germain og slutter i Rue de Sevres. Her finder man bl.a. The Conran Shop der som bygning tager sig smuk ud med sine bolsjestrippede baldakiner, men som også rummer det bedste indenfor moderne møbeldesign. Lige overfor finder man det eksklusive shoppingcenter Bon Marché, der også indeholder La Grande Epicerie, der får selv Magasins Mad&Vin (som jeg elsker), til at ligne et ordinært supermarked. I La Grande Epicerie kan man købe de bedste franske konserves, grøntsager, oste, kød, brød, kager, you name it. Faktisk er det et super alternativ at handle ind her til en frokost i en park el. bare hjem til hotelværelset i stedet for at gå på restaurant hver dag. Meget af maden er pakket ind på en meget håndterbar facon så det lader sig nemt gøre. Et donc, comme un vrai parisien, når du er blevet træt af at shoppe i Saint-Germain, så er der bare tilbage at tage en slapper i en af lænestolene i Jardin du Luxembourg, der ligger lige bag St. Sulpice kirken.

Shigeru Ban…

Architecture, Essays, Japan

Shigeru Ban (f. 1957) uddannede sig til arkitekt, først på Southern California Institute of Architecture, og dernæst på Cooper Union i New York, som han tog afgang fra i 1984. I mellemtiden arbejdede han en kort periode, for den japanske arkitekt Arata Isozaki. I 1985 etablerede han sin egen tegnestue Shigeru Ban Architects i Tokyo. I dag er hans foretagende udvidet med endnu to tegnestuer i New York og Paris. Shigeru Ban har opnået international anerkendelse, bl.a. for sit arbejde med materialer som papir og genbrugs pap. Han opererer over hele verden med en imponerende spændvidde, der rækker fra repræsentative byggerier for samfundets mest privilegerede, til minimale boliger for klodens fattigste i den tredje verden, eller hvor naturkatastrofer har ramt.

Følgende er et uddrag, af en længere tekst om Japansk arkitektur, jeg skrev tilbage i 2010;

Shutter House for a Photographer, Tokyo, Japan 2004

Shutter House for a Photographer’, et integreret hus og arbejdsstudie skabt til en professionel fotograf og hans familie, er placeret i midten af Minato, et tæt bebygget  erhvervs og boligkvarter i Tokyo. Grunden hvorpå huset står, er lang og smal og måler 9,6 x 23,4 meter. Selve huset grænser op til private villaer, en etageejendom, og et ambassade anneks. Shigeru Ban har da kreeret en ydervæg beklædt med grønne slyngplanter, der som en skal skærmer for en introspektiv bygning. Inde i strukturen findes tre gårdhaver, der alle er tilgængelige via en kombination af døråbninger, og syv sæt af sammenfoldelige væg partier – glasskodder der på stablende vis kan hæves i højden fra gulvet, således at der tillades en både fysisk og visuel kontinuitet imellem alle bygningens rum. Første gårdhave er allerede synlig fra  indgangen til foyeren, hvor den fungerer som et overgangspunkt imellem offentlig og privatsfære, og fra kontor til hjem. Fra foyeren leder trapper ned til et kælderniveau, hvor man finder fotografens arbejdsstudie – en 6 meter højloftet hvid boks, med indbygget mørkerum og kontor til den anden side. Desuden som effekt af en nedsunket gårdhave i den ene ende af studiet, optræder der her en naturlig lyskilde. Fra foyeren er der endvidere adgang til det private hjem. I stuetagen omkranser husets primære rum, den største af gårdhaverne på 24 m2.. Disse tæller en stor højloftet stue, hvilken er forbundet med spisestuen, der åbner op mod køkkenet. Bagerst ligger forældrenes soveværelse, der altså med gårdhaven imellem sig, har vue til dagligstuen. Med udsigt til hele tre gårdhaver, er det skyggebelagte soveværelse omringet af boligens grønne vækster. Børneværelser befinder sig på husets første sal, der overalt er badet i toner af naturligt lys.[6]